Det er gået op for mig, at der er nogle, der egentlig gerne ville være med til at bede tidebøn, men som holder sig tilbage, fordi de ikke synes, de synger godt nok.

Det er en misforståelse, der må rettes. Tidebøn er bøn, ikke performance, og det handler om at bede med hjerte og sjæl, ikke om at præstere. Vi befinder os i en kirke, ikke på en operascene, og når vi blot har nogle få gode sangstemmer imellem - og det har vi - kan resten sagtens være ”brummere”. Jeg vil personligt langt hellere bede tidebøn sammen med en ”brummer”, der beder med hjertet, end med en dygtig sanger, der er mere optaget af sin egen præstation end af at prise Gud.
Alle er altså hjerteligt velkomne, uanset sangstemme.

Den anden tilføjelse:
Søndag morgen er det tidspunkt, da de fleste af deltagerne i tidebønsgruppen har tid og mulighed for at møde op til bøn( Laudes – morgenbøn), men det har ikke været muligt at få bevilliget en rimeligt placeret halv time til at bede i kirken, så vi må se os henvist til kælderen.
Det er naturligvis ikke særlig sjovt, for tidebøn hører hjemme i selve kirkerummet. Men så må vi huske, at også de første kristne havde vanskelige forhold for deres bønsliv. Det holdt dem jo ikke tilbage – tværtimod! Gud er lige så meget til stede iblandt os i kælderen, som hvis vi havde været i kirken.
Dette blot til orientering for resten af menigheden, så at man ved, at der bliver bedt morgenbøn i Sankt Knud Lavard om søndagen, skønt nede i katakomberne.
Om torsdagen og om fredagen bliver Vesperen (aftenbønnen) dog bedt i selve kirken efter messen.

Af Kirsten Kessel, 2008