De sidste dage har især skandinaviske medier intensivt beskæftiget sig med sagen om en 9-årig pige i Pernambuco i Nordbrasilien, som efter at være blevet voldtaget af sin stedfar blev gravid med tvillinger og efterfølgende fik foretaget en abort.

Ifølge medierne har ærkebiskop Jose Cardoso Sobrinho af Olinda-Recife konstateret, at den 9-årige piges mor og de læger, der foretog aborten, er blevet ekskommunikeret, på dansk ofte betegnet ”bandlyst.” Præfekten for den romerske bispekongregation, det vatikanske departement, der fører tilsyn med verdens biskopper, kardinal Giovanni Battista Re, har senere i et interview i avisen ”La Stampa,” bekræftet dette sagsforhold.

Jeg skal med det samme slå fast, at jeg finder sagen yderst tragisk. Den er et sammenfald af flere ulykkelige omstændigheder, forstærket især af den uhyrlige voldtægt. Den 9-årige pige og hendes mor har min sympati, og personligt fordømmer jeg ingen af dem. Voldtægtsmanden er den egentligt skyldige.
Ud over, hvad der bringes i medierne, kender jeg ikke noget til ærkebiskop Sobrinhos håndtering af sagen. Hvis den vitterligt har fokuseret på ekskommunikationen, er det yderst beklageligt, da det ville have været mest på sin plads at give udtryk for omsorg for moderen og den lille pige. Denne sympati har præsidiet for den brasilianske bispekonference senere vist i en fælles udtalelse.

Interviewet i Jyllandsposten den 11. marts 2009

Af ”Jyllands-Posten” blev jeg forleden bedt om at komme med en kommentar, dels til spørgsmålet om ekskommunikationen, dels til det mere principielle spørgsmål om abort. Da jeg ikke kendte – og stadig ikke kender – alle detaljerne i den konkrete sag fra Brasilien, herunder hvordan ærkebiskop Sobrinhos stillingtagen er blevet tilkendegivet, ønskede jeg i det pågældende interview kun at udtale mig generelt om, hvad ekskommunikation betyder, og mere principielt om abort. Jeg kan således ikke identificere mig ”Jyllands-Postens” overskrift ”Dansk biskop støtter bandlysning af mor.” Det er interessant at bemærke, at forargelsen er gået næsten lige så meget på ekskommunikationen som på Kirkens modstand mod abort. I øvrigt beklager jeg, at jeg i interviewet udtrykte mig så unuanceret, hvilket jeg forhåbentlig med nedenstående kan råde bod på. På denne baggrund forstår jeg også manges heftige reaktion på mine udtalelser, og håber, at mine ord ikke stiller sig i vejen for budskabet om det ufødte livs rettigheder.

Hvad betyder ekskommunikation?

Da man fra ”Jyllands-Posten” spurgte meget til ekskommunikationen, gjorde jeg rede for dens ikrafttræden i forbindelse med abort. Det er vigtigt at slå fast, at ingen har behøvet at proklamere, at moderen og lægerne er blevet ekskommunikeret. Ifl. kirkeretten, CIC can. 1398 bliver den, der foretager og får foretaget en abort automatisk ekskommunikeret. I fagsproget kaldes det ”latæ sententiæ.” Det betyder, at ekskommunikationen ikke skal bekendtgøres ekstra for at træde i kraft. Det gælder også, selv om den strafbare handling forbliver ukendt. Senere er kredsen af dem, der bliver ekskommunikeret blevet udvidet til også at omfatte dem, uden hvis medvirken abortindgrebet ikke ville være muligt. Ekskommunikationen gælder ikke den 9-årige pige, da hun er mindreårig og derfor ikke kan pålægges sanktioner. Ekskommunikationen har i øvrigt kun virkning, hvis de implicerede er fuldt bevidste om sagens alvor og handler helt frit.
Med ekskommunikationen bliver man ikke ”smidt ud af Kirken.” Den vigtigste konkrete effekt er, at man ikke kan modtage sakramenterne. En ekskommunikation er heller ikke bestemt til at gælde evigt, men kan ophæves, hvis den pågældende angrer og skrifter den handling, der har udvirket den og eventuelt gør bod for den.

Hvorfor ekskommunikation?

Hvorfor er nogen handlinger forbundet med automatisk ekskommunikation? Hvorfor er i den pågældende sag den 9-åriges mor og lægerne ekskommunikeret og ikke stedfaderen, som har foretaget voldtægten?
Meningen med at forbinde nogle handlinger med automatisk ekskommunikation er at advare folk imod at begå dem. Det gælder primært forhold, som man ofte ikke regner for alvorlige overtrædelser. Abort er én sådan ting, som mange generelt anser for tilladelig. Andre forhold, der medfører automatisk ekskommunikation er f.eks. frafald fra troen, overtrædelse af skriftemålstavsheden og profanering af Kristi legeme og blod i Eukaristien.
At en voldtægt ikke er forbundet med ekskommunikation betyder ikke at denne forbrydelse ikke er alvorlig. Det er indlysende for enhver, at det er den, og derfor behøver man ikke at advare med ekskommunikation for at afholde nogen fra at begå en sådan handling. Indtil han har angret og skriftet, er en voldtægtsmand også udelukket fra Kirkens sakramenter, fordi han befinder sig i en tilstand af alvorlig synd.

Den konkrete sag

De objektive regler er som skildret ovenfor. Spørgsmålet er nu, hvordan de er blevet brugt i den tragiske sag fra Brasilien, og hvordan man i øvrigt har søgt at tage hånd om den 9-årige pige og hendes mor og til en vis grad også lægerne. Jeg ved ikke, hvordan ærkebiskop Sobrinho er gået ud med sagen. Omstændigheder taler i hvert fald for, at det ikke er rimeligt at være fordømmende. På baggrund af sagens tragiske karakter er det ikke retfærdigt unuanceret at påstå, at mor og datter har gjort sig skyldige i en alvorlig overtrædelse. Enhver kan tænke sig, at de har været både chokerede og desperate, ikke har vidst deres levende råd. Mere end at understrege ekskommunikationen ville det være på sin plads at vise dem al mulig menneskelig og åndelig støtte og lade dem forstå, at de ikke er udstødt af Kirken eller berøvet dens omsorg. I det omfang, der er tale om ekskommunikation, bør den snarest muligt ophæves og parterne hjælpes videre.

Hvad er værst? Voldtægt eller abort?

I omtalen af sagen er voldtægt og abort blevet sat op imod hinanden. Objektivt set, er det at dræbe liv altid den ultimative forbrydelse, fordi skaden er uoprettelig. Når man prøver på at bedømme alvoren i begåede forkerte handlinger, kan omfanget af skyld dog være forskelligt. Omfanget af skyld kender kun Gud. I den pågældende sag, vil jeg dog ikke tøve med at sige, at voldtægtsmanden er den egentligt skyldige, både i kraft af den forbrydelse, han har begået, og p.gr. af de følger, den har fået.

Hvorfor er Kirken imod abort?

Tilbage bliver det vanskelige spørgsmål om abort. Som udgangspunkt gælder, hvad der står i Den katolske Kirkes katekismus (KKK) nr. 2271: ”Siden de første århundreder har Kirken erklæret enhver provokeret aborts ondskab. Den lære har ikke forandret sig. Den forbliver uforanderlig. Den direkte abort, det vil sige abort villet som et mål og middel, er alvorligt i modsætning til den moralske lov..” Se i øvrigt KKK nr. 2270-2275. Intet liv kan som udgangspunkt erklæres for mindre værd end et andet. Derfor findes der heller ikke nogen facitliste ud fra hvilken, man kan retfærdiggøre abort.
Trods denne klare lære, vil der være tilfælde, hvor mennesker bliver stillet over for alvorlige valg. Det ekstreme tilfælde har man, når moderens liv er i fare, og hvor spørgsmålet er, hvilket liv, der kan reddes. Et allerede født og kendt menneskes liv, vil spontant tilmåles større betydning end et ufødt barns, hvis levedygtighed måske endda er tvivlsom. Kun en samvittighedsfuld og kompetent læge kan bedømme denne situation. Hvis han skønner, at der skal foretages en abort, kan hans afgørelse respekteres uden, at det dog betyder en kirkelig blåstempling af den. Efterfølgende vil det også være helt forkert at fokusere på ekskommunikationen, som på grund af de ekstreme omstændigheder i en fortvivlet situation måske ikke en gang kan siges at være trådt i kraft.

En sag som abortsagen fra Brasilien er én af dem, hvor det er umuligt at træffe en afgørelse, som ikke kan anfægtes, hvad enten man har en restriktiv eller liberal holdning til abort. Under alle omstændigheder gælder det om, at når mennesker er drevet af desperation og rådvildhed, at man da, når handlingen er sket, viser forståelse og barmhjertighed og yder hjælp til at komme videre.

København, den 13. marts, 2009

+Czeslaw Kozon